Så sker der lidt.

Min skønne dreng er blevet stor. Lige nu ligger han på gulvet og leger og snakker helt vildt. Han er altså bare skøn. Han er nu over 4 mdr, og vejer 7,3 kg og er 66 cm lang. HOLD DA HELT FERIE - hvor blev min lille baby af.

I næste uge starter gymnastik igen. På en måde bliver det rart at komme igang, men mærker også en lille frygt for at det ikke kommer til at fungere med sport og et lille barn. Men som jeg altid har sagt, så kommer Theodor i første række. Men det er en spændende fremtid vi går i møde. Han er skrevet op til dagpleje og børnehave.

Ellers har vi fundet et hus som vi skal have sat i stand. Så det bliver virkelig rart når vi engang kan flytte. Dog skal de sidste ting lige falde på plads inden det er endeligt. Men åh hvor jeg glæder mig til at vi kommer væk heroppe fra lejligheden, og trolden kan få sit eget værelse.

Lige nu er kæresten ude, men på vej hjem. Jeg skal til behandling i psykiatrien. Jeg orker det ærligt ikke, jeg føler virkelig slet slet ikke at min nye behandler kan ændre på noget som helst. Ofte irriterer hun mig mere end noget andet. Så tænker en del over om jeg IGEN skal tage en snak med min psykiater. Hende skal jeg se på mandag.

Føler mig virkelig træt i øjeblikket. Ham den lille har holdt mig vågen ved at "snakke i søvne" og sparke sin dyne af de sidste mange nætter. Men i nat har jeg kun været oppe to gange.

Lige nu ligger han på maven og griner ad ipad'en, tossede dreng. Men ÅH han får virkelig en til at smile, han er bare altid så super glad. Hvor heldig har man lov at være.

Men det var lige lidt herfra, nu må jeg hellere få gjort mig klar til at komme ud af døren, når kæresten kommer hjem.

Tanker herfra.

Kaos - lort nok= kontrol

Puha. Synes virkelig det har været en hård uge indtil nu. Tanker der flyver rundt, følelser, og et selvværd der er nærmest ikke eksisterende. Maden fylder virkelig meget pt. Mærker hvordan skyggen af min spiseforstyrrelse lurer lige rundt om hjørnet. Til tider kan jeg mærke hvor let jeg er at fange. Hvor lidt der skal til før jeg igen er i spiseforstyrrelsens klør. Er dog utrolig bange for at falde helt tilbage igen. Var endelig begyndt at prøve madvarer selvom mit hovede ikke helt kunne indfinde sig med det. Men mærker allerede igen hvordan trangen til kontrollen er tilbage. Trangen til at føle jeg kan udrette noget, flygte i et mad helvede... Det er utrolig svært at være i min krop. vægten har stået stille i mange måneder, og er overvægtig. tænker meget over at jeg allerede en gang har haft tabt 33 kg, og nu kan jeg så starte næsten forfra. Der er lang vej. og underligt nok føler jeg den eneste måde jeg kan tabe mig på er ved ikke rigtig at spise.

Jeg har idag skrevet en mail til min psykiater, bliver nød til at sige til dem at nu er jeg på grænsen til at falde tilbage. Og jeg ønsker virkelig ikke, at min skønne søn skal blive påvirket af at jeg nu "vælger" den løsning. Jeg er meget træt i øjeblikket. Mit overskud er ikke det største, og har let til tårer... Håber meget hun svarer i morgen, kunne være rart at høre hvad hun siger - om det bare er en periode, eller om jeg reelt måske er ved at falde helt tilbage i helvedet igen. Jeg fik at vide i starten af graviditeten at det kan være utrolig svært når kroppen forandre sig... og ja... mon ik. Jeg føler mig fanget i en krop som jeg slet ikke føler er min.

Min kæreste er en kæmpe støtte gennem alt det her, og er så taknemlig for at jeg kan tale med ham om alt. Er glad for han støtter og forsøger at hjælpe, selvom jeg på tidspunkter kan være til tvær, når jeg har en anden mening. Men mon ikke min træthed også spiller ind der... ;) Det er jo hårdt at have en lille dreng på 4 mdr... Men lidt tanker herfra... puha. HÅBER inderligt ik at helvedet venter på mig - forsøger at kæmpe mig uden om.

Uddannelse? Arbejde?

Pt bruger jeg virkelig meget meget tid på at tænke over hvad jeg skal lave i fremtiden. På en måde vil jeg super gerne gøre brug af den viden jeg har fået, gøre brug af min personlige rygsæk, og al dens indhold. På samme tid kan jeg mærke at det også er svært for mig at tage skridtet. Det skridt der hedder... "jeg er næsten helt rask, og nu venter den store verden, jeg har været skånet for de sidste mange mange år". Det er skræmmende i en alder af næsten 27 år, at skulle overveje HF fag. At skulle tænke hvad jeg ønsker at arbejde med osv. PUHA.

Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske når min barsel slutter. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan komme til at fungere ordenligt, med et normalt arbejde. Og kan mærke at jeg frygter at jeg ikke kan magte et arbejde på fuldtid på de samme vilkår som alle andre. Og alligevel er det jo netop hvad jeg ønsker. At kunne være som alle andre. Puha synes det er hårdt.

Borderline uden symptomer :)

I onsdags var jeg en tur oppe hos min psykiater, og hvor hende fra distrikt psykiatrien også kom. Vi skulle have lavet en ny behandlingsplan i maj mdr, da jeg havde født, men den blev udskudt til i onsdags, når de begge havde haft sommerferie... deres udmelding var klar: "hvad har du brug for?". Mit eneste var var - jeg ved det ikke, faktisk tror jeg ikke jeg har brug for jer pt.
Psykiateren siger så, at eftersom jeg gennem det sidste år faktisk kun har fået det bedre og bedre, så synes hun vi skal sige at vi ses hver 2. mdr, og jeg så ser hende sygeplejersken hver 4.-6. uge. Aftalte så ca 1 gang hver mdr. Mere fordi det så er lettere at holde styr på. Derudover lød dommen fra min psykiater at jeg nu har det så godt at jeg ikke længere skal forvente at være i psykiatrien nogle år - men måske kun 6 mdr. Pt har jeg en diagnose - min borderline diagnose, og min spiseforstyrrelses diagnose ... men jeg har BORDERLINE UDEN SYMPTOMER!!! Ingen symptomer til mig overhovedet. Det er altså virkelig vildt. Det er noget jeg aldrig sådan rigtig har turde drømme om. Aldrig har håbet nok på. Og pludselig sidder jeg her, og det er min virkelighed. En virkelig mulighed lige rundt om hjørnet for at blive afsluttet. Det er bare så vildt. Ja det har virkelig kostet en masse terapi, og jeg er min tidligere terapeut så evig taknemlig for at hun bare altid var der. Både på mail, telefon og vores to ugenlige samtaler. Jeg ved godt jeg ikke har været let at have i terapi til tider. Men alligevel har jeg fået så ufatteligt meget igen. Havde også besøg af hende i denne uge... Hun skulle se ham den lille. Og hvor var det bare super dejligt at se hende igen. Hun har været savnet. Hun tilbød også at hvis jeg fik brug for det, var jeg velkommen i hendes private klinik. Og får jeg brug for det den dag jeg er afsluttet i psykiatrien, kan det godt være det er hende jeg gør brug af i stedet for at skulle igennem det behandlings system igen. Og så ved jeg jo, at det samarbejde vi havde sammen har virket :)

Så pt er jeg faktisk så rask som man nu kan være uden lige at have fået fjernet en diagnose. Det er fantastisk. Det er super rart at være glad. Selvom ingen mennesker er glade 24/7 365 dage om året. Men være glad for at være i live. Slippe af de daglige selvmordstanker, som slet ikke findes i mit hoved længere. Bare kunne sidde her og nyde i fuldedrag at jeg er i live. Være glad for dagen idag. Glad for mine selvmordsforsøg ikke lykkedes. Have en ro i mit hovede som tidligere var et stort kaos af tanker, og kroppen fuld af følelser jeg ikke kunne rumme.

Så nu hvor jeg ikke længere skal kæmpe med alt det, bliver jeg nød til for alvor at komme ind i kampen om de sidste 20 kg der skal tabes. Det skal kunne lade sig gøre.

Vi tager nok et par dage i sommerhuset inden længe, og hvor bliver det  bare fantastisk at få et par afslappende dage som familie. Uden stress, arbejde, og ting man hele tiden skal.

Jeg ved der er en del der læser med herinde, og se... det er ikke engang 1 mdr siden jeg har skrevet sidst :D

RIGTIG DEJLIG SOMMER TIL JER ALLE :)

Send mere tid... på forhånd tak :D

Puha, hvor tiden dog flyver afsted. Nu er der endnu engang gået en måned inden jeg har fået tid/taget mig sammen til at få skrevet lidt.

Theodor fylder 3 mdr. i morgen. Hvor blev min lille baby af. Ofte ligger han her i stuen og skælder den elefant uro ud jeg har lavet til ham, sammen med min mor i graviditeten. Vi synger sange, og bare hygger. Og hans skønne smil kan få mit hjerte til at smelte hele tiden. Åh, det er fantastisk at se den lille dreng, bare nyde den kontakt vi har... At føle han holder af en, og bare vide at ingen er bedre end mor og far :)

Lige nu ligger han her ved siden af mig og sover. Han faldt i søvn i mine arme, men inden længe skal han have mad igen, og så er det ellers i seng med ham :) De sidste to nætter har han sovet fra ca nu, fået mad kl.23, og først vågnet igen omkring halv seks- halv syv...Så det har virkelig været rart. Så lad os håbe det fortsætter.

Theodor vejer snart 6 kg og er over 61 cm lang. Det er vildt som tiden er fløjet afsted.

Jeg har endnu ikke haft kontakt med psykiatrien. Min psykiater har også haft ferie, (3uger) og hun møder igen her på mandag. På onsdag skal jeg så have lavet ny behandlingsplan. Overvejer meget at tage min kæreste med. Føler mig faktisk sådan lidt ved siden af mig selv, i forhold til at skulle se både min primære behandler og psykiater, da jeg de sidste 11 uger  kun har set dem 1 gang hver. Derudover må jeg nok indrømme at min primære behandler som jeg fik i januar og jeg bare ikke lige svinger vildt godt sammen. Og det nok også er derfor jeg kæmper lidt ekstra for at undgå at "få brug" for deres hjælp. Kan dog godt savne min psykiater... Men savner virkelig min gamle terapeut. PUHA... Savner de samtaler vi havde om alle de ting der rørte sig i mit liv. Hun ville have været på besøg i sidste uge, men Theodor havde lige fået sin 3 mdr vaccine og havde høj feber, så mit overskud var ikke lige til besøg. Men hun skulle gerne komme her engang i den kommende uge. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at se hende igen. Har ikke set hende siden før jul. På en måde er det underligt at have kontakt med flere af de terapeuter som jeg har haft gennem tiden. Men på den anden side er det utrolig rart ikke at føle de svigt som jeg synes der har været så ufattelig mange af gennem tiden.
Den 18. Juli, var det 3 år siden min morfar døde af kræft. Og den 22. september er det 1 år siden min mormor døde. HOLD NU OP hvor jeg stadig savner dem, og stadig ikke helt kan forstå jeg aldrig skal se dem igen, eller høre deres stemmer. Bliver også ret trist af at tænke på det nu. Føler noget af mig og mit liv mangler. Og jeg ville virkelig ønske at de var en del af mig liv pt. Jeg føler mig ret meget alene. Min far viser ingen interesse i mig, eller min lille familie. Han har set theodor få gange. Og selvom det nu er over 1 mdr siden at alle invitationerne til barnedåben blev sendt afsted. Ja så har min far stadig ikke meldt tilbage om han kommer :s faktisk er der mange fra min familie der mangler at melde tilbage, og det gør mig ret ked af det. Jeg ved godt at ikke alle har været glade på mine vegne over at jeg skulle være mor. Og over at det er gået "så stærkt". Men det har været det helt rigtige for mig.

Den 18. var det også 1 år siden jeg sidst blev udskrevet. 1 ÅR!! det er ikke første gang, men hvor er det dog fantastisk. Min sidste indlæggelse var forebyggende, og jeg havde faktisk ikke brug for at være der. Men det var rart at få noget mere konstruktivt ud af min indlæggelse på lukket, nu hvor jeg ikke var helt ude at skide... jeg håber inderligt ik at jeg har brug for flere indlæggelser. Men jeg har også lært at jeg ikke skal sige aldrig flere indlæggelser. For jeg ved at bliver det nødvendigt, er det nødvendigt, og så vil jeg ikke føle det kæmpe nederlag. Dog tænker jeg tit over at besøge psykiatrisk modtagelse, og sige "tak for hjælpen", og give dem noget chokolade eller sådan. De sidste to år, er det KUN gået fremad. Der har været tilbage fald. Men hold da op det har været en rejse uden lige. En rejse der har indeholdt et selvmordsforsøg. Men også har vist mig at selvmord ikke er nogen løsning. Og at man sagtens kan få et godt liv og være glad for det.
Jeg er glad for de valg jeg har gjort siden 1. januar 2012. Jeg er glad for at jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg er glad for at jeg altid kan være mig. At er jeg ked af det, trøster han mig. At vi aldrig går i seng og er sure/vrede/irriterede på hinanden. At jeg ved vi altid er der for hinanden lige  meget hvad. Og at vi sammen har en skøn lille dreng der kun kan berige tilværelsen endnu mere :)

Mon psyk vil føle det underligt at komme derop og sige "tak"? Da jeg var gravid i 2011 sagde de at de ville se mit barn når jeg havde født osv. Men det har de jo ikke gjort denne gang. Dog ved jeg at de ved jeg har fået barn. Eftersom min psykiater er den ledende overlæge og de ofte spørg hvordan det går. Men jeg overvejer at tage op og sige hej. Måske når jeg liiiiiiige har tabt de 20 kg der skal tabes, så jeg igen ligner et sund menneske... Jeg hader den overvægt. Men jeg er også pisse bange for at en "kur" vil tage overhånd igen, og jeg slet ikke vil kunne styre det.

I det store hele har jeg det godt. Føler mig ret ensom pt. Men det er svært at få skrevet en sms i ny og næ til de veninder jeg holder så meget af. Svært at få tid til lige at være på facebook og føre en samtale i mere end 5 minutter. Der er altid et eller andet der skal laves. Lige nu burde jeg også have ordnet vores badeværelse og lige kogt et par falsker. Men jeg ved der er en der har savnet et indlæg.

Har lidt spørgsmål - måske i læsere kan svare?

Hvorfor bliver jeg fravalgt som veninde?
Mon man nogensinde kommer til at føle jeg 100 procent som alle andre når man nu har brugt så mange år af sit liv på noget psykisk?
Vil raske, og folk der altid har været raske, altid se det som et tabu at kende en som har været eller er syg?
Og hvorfor er det stadig et tabu? Er "vi" ikke bare almindelige mennesker? som måske bare tænker anderledes? eller måske er det slet ikke anderledes, måske tør de bare ikke sige det højt?

Ellers kigger vi stadig på hus. Og jeg håber virkelig vi snart finder det helt rigtige. Pladsen er ved at være lidt trang. Men i det store hele har jeg det godt. Og mens den sætning blev skrevet, ja så smiler jeg. Tænk at jeg bare får få år siden troede at jeg ALDRIG ville kunne smile, og mene det. Nå nu vil jeg få kogt de flasker, og se om min skønne dreng ikke er ved at vågne så han kan få lidt mad :)

Så det var lidt nyt herfra :)

Tiden flyver afsted :) Blev overskidt i morges ;)

Så er det ved at være 1 mdr siden jeg sidst har snakket med en behandler. Og ærligt synes jeg det er fantastisk. Orker dem ikke rigtig pt. Eller min psykiater er nu fin nok, men hende sygeplejersken og jeg har ikke lige helt de samme holdninger, og meninger.

Min gamle terapeut fra psykiatrisk klinik, kommer og besøger mig en dag, og hold da op hvor jeg glæder mig til at se hende igen... :) Hun har virkelig været en kæmpe hjælp for mig.

Igår havde jeg været total medicin fri i 8 uger.. SÅ FANTASTISK :) Og må indrømme det var en stor dag. Var til læge og fik lavet gynækologisk undersøgelse, som man jo skal 8 uger efter en fødsel. Og jeg kom igennem det :) Og så passede det lige med at jeg også havde været medicin fri i 8 uger... Så jeg var virkelig stolt af mig selv igår.

Lige nu lille min lille skønne Theodor på gulvet, under sit legetæppe, og bare smiler, griner og snakker med de sjove rumvæsner :) Det er bare lykken når man har en glad lille dreng.

Trolden har haft store problemer med sin mave, pga gylp osv. Vi skiftede derfor til noget speciel erstatning, og det har bare givet ham ondt i maven, og svært ved at komme af med sin afføring. Men med en masse afføringsmiddel, kom han i morges af med en ordenlig gang lort... Og der var virkelig tryk på. Udover alt. Selv jeg var smurt ind i lort fra top til tå, og endte med at gå i bad i mit nattøj, da jeg ellers ville have fået lort i mit hår også... Griner... Men selvom det lyder vildt ulækkert, ja så er man bare glad for at ens dreng bliver glad og tilfreds bagefter :)

Det er dejlig varmt idag, og hold da op hvor jeg så savner at bo i hus. Men håber inderligt at et huskøb snart venter rundt om hjørnet. Det kunne efterhånden være rart at indrette et børneværelse, og ikke mindst have noget mere plads.

Trolderik bliver 2 måneder på fredag. Tiden flyver virkelig afsted. Min lille dreng er ikke så lille mere. Vidunderet skal snart op i størrelse 62 i tøj... DET er altså vildt... :) Men forhåbenligt bliver han ikke ved med at vokse med lynets hast... For så bliver han da godt nok en kæmpe når han er teenager :)

Lige nu glæder jeg mig til min fantastiske kæreste kommer hjem. Skal have lavet lidt idag, gjort lidt rent og ryddet op. Men det er svært når man har en lille baby der også kræver en det meste af tiden. Men hvor ville jeg for alt i verden ikke undvære ham. Hans smil får mit hjerte til at smelte :)

Mange tror at min kæreste og jeg skal gifte nu vi også skal holde barnedåb. Det skal vi ikke. Men forhåbenligt kommer der et frieri en dag. Dog er jeg af den holdning at frier man, så skal man også giftes inden for 1 år. Så nu må vi se hvad der sker :)

Men ellers har jeg det ok. Kan godt mærke at jeg synes det til tider kan være lidt hårdt at se folk som stadig kæmper med selvmordstanker osv. Jeg kan jo se de kæmper, og jeg ved jo bestemt hvordan det er at sidde i det. Men hvor er jeg glad for at jeg ikke opgav helt. Glad for jeg  overlevede hvert et selvmordsforsøg. TRODS jeg ikke kunne se udvejen dengang. Alt var mørkt og sort. Der var intet lys i mit eget indelukkede univers. Men nu ... I skrivende stund kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde selvmordstanker. Kan ikke huske hvornår jeg sidst havde et borderline flip. Det er bare næsten uvirkeligt at jeg sidder her idag, med en kæreste der bare er den bedste, og en skøn dreng. For bare et par år siden turde jeg nærmest ikke engang tro på at dagen i morgen var til at overleve.... føler mig heldig :) Og ikke mindst stolt af mig selv, over at jeg er kommet så langt i processen.

Nå jeg vil lege lidt med min guldklump. Har en lille teori om han hans far har overarbejde idag... Men nu må vi se - min fornemmelse plejer at holde stik...

Tanker herfra...

Og til jer der kæmper en daglig kamp som føles som om den ikke har nogen ende... TRO mig, det har den... Så kæmp... at kæmpe er det bedste der er sket i mit liv, udover at have min dejlige kæreste og vidunderlige dreng :) Jeg tror på det kan lade sig gøre - hvis du også tror på det :)

21. April 2013 kl.10.02 fødte jeg en skøn dreng :)

Puha det hele står stadig ret uklart og ubehageligt i min krop. Det var noget af en oplevelse, som på mange måder ikke gik som planlagt. Men idag sidder jeg med en lille skøn dreng på 6 uger... Som jo snart ikke er så lille mere.

Sidst jeg skrev et indlæg, skrev jeg at der var under 1 mdr til termin. Jeg havde termin den 9. maj 2013. Da jeg skrev havde jeg smerter i underlivet der kom og gik, og havde det faktisk ikke særlig rart med at være gravid længere.

Torsdag den 18. april går min skønne kæreste på ferie fra sit arbejde, han havde en del rest ferie der skulle bruges som passede os fint :) Det ville være super rart med en masse kæreste tid bare os to inden det nu gik løs :) Samme dag skulle jeg både til jordemoder og til psykiater.

2. sidste jordemoder besøg forløb sådan: Mit blodtryk var stadig lavt. Mit barn lå meget langt ned i mit bækken, og stod rigtig godt fast. Hun ville skyde ham til at veje 3200 gram. Jeg fortalte at jeg ikke længere syntes det var rart at være gravid og at jeg havde meget ondt. Smerter der kom og gik, så lå en del i sengen. Hun forklarede mig at jeg kunne have blærebetændelse og at jeg derfor om fredagen skulle få egen læge til at tjekke dette. Og hvis det IKKE var blærebetændelse var det nok begyndende veer... WHAT?!... Min kæreste og jeg snakkede en del om at der måske ikke gik længe inden vi blev forældre, og alligevel vidste vi jo godt at jeg skulle have planlagt kejsersnit den 30. april - pga det seksuelle misbrug jeg har været udsat for gennem halvandet år.

Hos min psykiater går det som altid fint. Vi sidder og snakker en del om det kejsersnit jeg skal have den 30. april, og om at Der nu er 3 uger til at jeg ville have termin - altså den 9. maj. Denne samtale ved vi også derfor bliver den sidste i en lidt længere periode, eftersom vi besluttede at jeg i starten efter fødslen ikke vil komme og have samtaler med hende.

Oppe hos lægen om fredagen viser min urinprøve INTET:.. den er helt blank... Øhh Jamen så måtte jeg jo hjem og fortælle min skønne kæreste at jeg nok havde begyndende veer. Vi beslutter derfor at begynde at pakke lidt, både til vores kommende søn, til os. Og ikke minst bilen. Lister bliver skrevet færdigt så vi husker hvad der skal huskes. :)

Om lørdagen vælger vi så at gøre rent over ALT... den sidste hovedrengøring HVIS NU, fødslen sådan rigtig skulle gå igang. Derudover skal vi en tur hjem til min faster og imprægnere barnevogn... Min farmor og farfar kom også der om eftermiddagen og fik en tår kaffe, og inden vi kørte nåede min farmor lige og joke med om jeg var ved at føde. Om aftenen vælger vi at hygge sammen. Taskerne til hospitalet bliver pakket, autostolen sat i bilen, og babys taske... Vores er også blevet pakket, der mangler kun lidt tøj osv. Det hele er super hyggeligt, og vi går en tur i soveværelset og "hygger" videre ved 21 tiden ;) Senere lægger vi os til at sove :)

kl.03.43 vågner jeg ved at jeg skal tisse som ALTID hver eneste nat gennem hele graviditeten... Og kan mærke at jeg VIRKELIG skal tisse, som i tisse meget. Jeg skynder mig ud af sengen, og mærker at jeg IKKE længere kan holde mig. Tager en hånd ned for at tage det værste hvis jeg skulle ske at jeg ikke kunne holde mig. Når ud  på toilettet og så tisser det bare ud af mig. Får så kigget i mine trusser og på min hånd, som er FYLDT med BLOD :( Kigger i toilettet og ser bare blodet der løber ud af mig.. Får kaldt på min kæreste som straks spørg "hvor bløder du?"... Og så kommer han ellers ud til mig. Jeg bliver siddende da det stadig løber, og jeg tørrer og tørrer mig. Da det hele er stilnet af, og jeg har fået et natbind på, vælger vi at ringe til fødegangen. Den vagthavende jordemoder spørg om jeg har veer, hvad jeg siger jeg ikke har, har bare ondt som jeg har haft længe (hvad jeg også havde da jeg ringede til dem om fredagen da jeg mistænkte begyndende veer)... Forklarer hende om min blødning, og så går det ellers stærkt. "Ligger du ned? " - Nej - "så læg dig nu". Derefter skulle jeg oplyse navn adresse og telefon nummer, og så kom der ellers en ambulance kørsel 1. Og jeg skulle bliver liggende... Nå men sådan måtte det være. Nu blev jeg lidt nervøs... I mellemtiden når kæresten og jeg lige at snakke lidt, får pakket lidt ting hurtigt af det der manglede, og får snakket om hvordan vi gør det. For ingen af os ønsker at ende ude på hverken det ene eller andet hospital og så ikke kunne komme hjem igen.

Ambulancen kommer og jeg bliver kørt ned fra anden sal på sådan en rullemarie ting. Kæresten går ned af bagtrappen og kører ud til hospitalet stille og roligt som vi har aftalt. På fødegangen kommer han så til at vente et stykke tid. For jeg er der ikke - TRODS det var en ambulancekørsel med blå blink. Jordemoder på fødegangen og kæresten begynder at undre sig lidt, og jordemoderen ender med at ringe til falck for at spørge hvor jeg er henne. I det samme kommer jeg ind ad døren. Bliver vist ind på en fødestue hvor de hurtigt undersøger mig. Jordemoderen spørg om en masse. Blandet andet hvorfor jeg ikke skal føde på deres sygehus, hvorfor jeg skulle have planlagt kejsersnit osv. Derefter bliver jeg undersøgt indvendigt. Hvad hun hurtigt må opgive. Hun kan ikke komme til for barnets hoved? FUCK... shit er det virkelig nu? Hun spørg hvad vi gør hvis jeg er 9 cm åben, og jeg siger at så skal jeg have kejsersnit alligevel. Efterfølgende har hun fortalt at hun ikke var sikker på vi nåede det kejsersnit. Jeg får kørt CTG, og den viser jeg har reglmæssige veer... endnu et chok? Har jeg veer? Er jeg i fødsel? Men jeg har jo ikke mere ondt end jeg har haft siden onsdag? De undersøger nu om det kan være vande t der er gået sammen med en tegnblødning. Får derfor en "vatpind" op i mig, som skal ligge der 1 minut. I mens fortæller jordemoderen mig at testen kan både være flask negativ og falsk positiv, eftersom der er så meget blod :(  Nå men en læge kommer og får  lavet en MEGET ubehagelig og smertefuld gynækologisk undersøgelse. Og konstaterer at jeg er lidt åben, og ingen livmoderhals har tilbage. Bliver derefter scannet. De havde haft en mistanke om moderkageløsning, derfor det hele var gået så stærkt. Lægen vil så ringe til næstved sygehus,  hvor det var planen jeg skulle føde for at høre hvordan og hvorledes. Han kommer tilbage og fortæller der bliver bestilt en ambulance til næstved. Kæresten og jeg havde ellers lige snakket med jordemoderen om at vi sagtens kunne køre derop selv, nu hvor vi vidste det ikke var noget alvorligt . Men nej... Lægen ville ikke have det, og krævede også at der kørte en jordemoder med mig... HMMM ok!!! Kæresten og jeg aner endnu ikke hvad planen er - eller hvad der kommer til at ske. - bliver vi forældre om lidt? om nogle dage eller hvad pokker skal der ske. Kæresten kører stille og roligt mod næstved sygehus og vi ankommer på stort set samme tidspunkt.
Vi bliver vist ind på svangre afd. Hvor jeg igen får kørt CTG, som stadig viser reglmæssige veer hvert 5. minut. Personalet begynder at komme gående ind og ud og vi ved stadig ikke helt hvad der skal ske. Omkring kl. halv ni søndag morgen den 21. april kommer der en sygeplejerske ind og siger at lægen kommer om lidt,. Lægen kommer og snakker, og så går det ellers stærkt. jeg skal have akut kejsersnit OM LIDT?? PUha.. det var jeg slet ikke mentalt indstillet på. Jeg spørg om jeg ikke skal i bad - det når jeg ikke får jeg besked på. Og jeg KRÆVER så at jeg altså skal på toilettet og lave stort inden, da jeg på ingen måde ønsker at presse når jeg først har fået kejsersnit. Dette får jeg lov til - og kan afsløre at med de veer der kom oftere og oftere og gjorde mere og mere ondt, ja så kunne jeg også sagtens have nået et bad :p
lidt i 9 får jeg lagt et kateter, hvad var ret ubehageligt, og følte hele tiden jeg skulle tisse ... og lidt over ni siger jordemoderen så at de vil ringe efter en portør til at køre mig til operationsstuen. Men hun fortæller at der godt kan gå noget tid. Men to minutter efter står der en portør. Kæresten har ikke nået at få tøj til operationsgangen, vi har ikke fundet kameraet eller noget. Så gik det endnu hurtigere. På vejen ud af døren får han en malerdragt i hånden, hårnet, og han når lige at få kameraet med. I elevatoren begynder jeg at græde. KL.03.43 går vandet - og her ikke engang 6 timer senere er jeg på vej til at få min lille søn i mine arme. Jeg kan slet slet ikke følge med.
På operationsgangen begynder de straks at lægge bedøvelsen, første gang lykkedes det ikke - men det gjorde det anden gang. En virkelig rar følelse for første gang LÆNGE ikke at have ondt i sit bækken, underliv eller noget ;) Men også meget mærkeligt hvor hurtigt man ikke kan mærke sine ben og det hele bare sover. Oppe ved mit hoved opdager en narkose sygeplejerske så at mit drop ikke løber som det skal, og så skal de lægge et nyt hurtigt, hvad ikke går så godt, så ender igen med en venflon i albue ledet, som de også havde måtte gøre i ambulancen.
De begynder nu operationen, og alt går stille og roligt. Stemingen er stille og rolig, og vi snakker om om de nogensinde har haft nogen der ville have moderkagen med hjem og spise ;) dette havde de dog ikke oplevet endnu :)
Omkring kl.10.00 hører kæresten og jeg en underlig lyd, og jeg har straks en fornemmelse af det sikkert var ved at være nu... Kort efter kommer lyden igen. Og jeg når lige at sige til ham at nu tror jeg det er nu :) og så skriger vores søn ellers bare på fuld knald... Kl.10.02 er han født. :)
så begynder man at græde allerede inden vi har nået at se ham... KUN fordi man ved at nu er man blivet forældre og at han græder. Vi havde fået at vide at en del børn ikke græder når de er født ved kejsersnit. Da vi ser ham er han meget lilla og blå, og fik faktisk lidt et chok, og sagde han lignede en alien ;) kom efter kommer han over og sidder hos sin far :) 10 minutter efter fødslen begynder han at knirke, og jordemoderen tager ham igen. Han får ilt osv. Og der bliver hurtigt tilkaldt en børnelæge. De beslutter at tage ham med på neonatal og  give ham c-pap. vi får at vide at han snart kommer ned til os, eller vi op til ham.

Kort fortalt bliver forløber herefter et helvede uden lige, og tror jeg vil lave et andet indlæg om det. Men kan afsløre at det er gået godt i sidste ende.

Skriver mere en anden dag når der er overskud og mulighed for det. Nu vågner lille Theodor snart og skal have mere mad... VI er alle forkølet pt, hvad virkelig skærer i mit hjerte at se min lille dreng have ondt ... øv... Men det var lidt nyt herfra... Er nu mor på 7. uge ;)

hov... Kan lige fortælle at han var 50 cm lang, og vejede 3148 gram. TRODS han er født små 3 uger for tidligt...