Christina Blom's Blog

Gøre brug af de hænder der findes? FOREDRAG..?

2011-12-28T13:44:00.000+01:00

Sidder og tænker over hvor meget jeg savner foredrag... Måske er det på tide at stå på egne ben? Tage kontakt til hende som gerne vil hjælpe mig igang ? Få lidt mening med det hele... en mening med at jeg kæmper med de ting jeg gør... Give både professionelle og almindelige mennesker en viden om hvordan et liv også skal udforme sig. Gøre en forskel for dem der selv sidder i saksen. Husker tydeligt det første foredrag jeg hørte... Det var i 10. klasse. Jeg overvejede at blive væk. Og tænk engang, endte med selv at holde selv samme foredrag nogle år senere.

Holdte et foredrag med min gamle kontaktperson hernede i sommerferien. Hende der havde bestilt foredraget, har senere taget kontakt til mig, og fortalt hun syntes det var et godt foredrag, men at det var min historie der fangede hende mest, og at hun rigtig gerne ville hjælpe mig med at få det op og stå så jeg selv kunne tage ud og holde nogle foredrag.

Jeg savner at gøre en forskel. Savner at få den gode respons efter jeg har fortalt om alle de ting jeg har været igennem. Savner at få at vide det er flot jeg tør stå frem og fortælle om ting mange ser som et tabu.

Savner bare vildt meget at holde foredrag. Så måske skulle jeg sende hende en mail og spørge om det stadig står ved magt?

Bare lidt tanker herfra...

Juleaftensdag..

2011-12-24T09:47:00.000+01:00

Så blev det den 24. december... Synes december har været en lang måned allerede, især når man tænker på at i dag kun er dag 24. Der har været sket rigtig mange ting denne december.

Har fået lagt ny behandlingsplan, en plan som efterhånden ikke er sådan længere, er ikke helt tilfreds... så ja... mine behandlere ville stoppe mig på klinikken for spiseforstyrrede...altså de behandlere der ikke er på klinikken... Og ja... nu er det så endt med et møde med min terapeut og teamet på klinikken her først i det nye år... Spændende hvad det ender ud i.

Den 15. december var vi til nakkefoldskanning, hvor vi fandt et dødt foster... fra den dag, og ja faktisk stadig, har det været rigtig svært. Fik lavet et kirurgisk indgreb for at få fjernet fosteret... Aldrig i mit liv er jeg blevet behandlet så dårlig af sundhedpersonale. Det har sat nogle spor... Og vores foster vil aldrig blive glemt, og bestemt heller ikke turen for at få det fjernet. Det er stadig lidt svært at tale om, men det går fremad. Tårerne triller ikke hele tiden længere.. men der går ikke en dag uden jeg tænker over jeg ikke længere er gravid, og at jeg om 6 måneder nu ikke har et lille barn som ellers var planen...

Men det har været en hård december. Virkelig hård... Julen er altid hård for mig, men denne har været ekstra hård må man sige.

I aften starter juleræset sådan for alvor. Julemad osv. Puha... ja det kan jeg ikke lige tackle. Men sådan er det jo hvert år.

Med denne beretning om min jule måned... Vil jeg ønske jer der læser med, en rigtig glædelig jul...

De bedste ønsker fra Christina

Når 3 Bliver til 2.

2011-12-16T18:25:00.000+01:00

Igår skulle være glædens dag. Det skulle være en dag hvor vi skulle se vores lille barn. Et barn vi havde håbet vi kunne få et bud på om var en dreng eller pige.

Vi skulle til Nakkefold scanning igår. Jeg var 13+1 henne, men fosteret viste sig at være 9+1.. Jeg blev ved med at spørge lægen (der var blevet hentet ind fordi sygeplejersken ikke kunne finde fosteret) om det var rigtigt jeg ikke kunne se noget hjerte slå... "jeg kan ikke se noget hjerte slå?" Hun svarede ikke.. til sidst efter hun har målt fosteret, printet billeder og alt det man normalt gør... Så måtte hun sige at jeg nok havde ret i at hjertet ikke slog. Ingen sagde noget, og måtte selv spørge om det så ikke skulle fjernes..

Idag kom jeg så i fuld narkose og fik det fjernet.

Kan være jeg skriver mere på et andet tidspunkt.

Så blev det endnu engang jul

2011-12-03T08:10:00.000+01:00

Julen er på mange måder, en fantastisk måned. Man kommer hinanden ved. Bager kager, pynter op, fortæller man holder af hinanden osv.

Jeg har fået pyntet op, købt de fleste julegaver, så det er rigtig rart. Mangler dog nogle stykker endnu. Men skal jo også have lidt at lave de sidste 21 dage :)

Men julen er andet end hygge for en del af jer der læser med her. Julen er hård. Behandlere har ofte ferie, det er flere dage som står på såkaldt hygge, men som mange af os frygter og hader pga al julemaden. Personligt får jeg juleaften aldrig and, flæskesteg og kartofler... Tror måske heller ikke jeg lærer det. Måske det er et valg, men bryder mig virkelig ikke om det. Julen er rigtig hyggelig. Men på mange områder ville jeg da ønske at maden ikke ville fylde så meget. Desværre er hygge for mange noget der sker i forbindelse med mad, og det er der desværre ingen af os med en spiseforstyrrelse der kan lave om på.

Min terapeut er på arbejde torsdag og fredag før nytår, så jeg er ikke overladt helt til mig selv. Min kære mand skal arbejde i julen, dog kun i dagtimerne, bliver lidt underligt nu vi normalt har været sammen alle dagene omkring jul de sidste 4-5 år. Men det er også vigtigt at passe sit arbejde :) og så har han fri til nytår. Så det er rart nok.

Her i formiddag tror jeg at jeg vil tage en tur hen og besøge min mormor. Køre en tur forbi bageren og tage lidt brød med, bliver hun altid så glad for. Senere tror jeg at jeg vil gøre rent på førstesalen, lige vaske lidt sengetøj og sådan ...

Rigtig god dag til jer der læser med...

Den største gave

2011-11-25T16:34:00.000+01:00

Den største gave af alle er lige rundt om hjørnet. Alligevel kæmper jeg stadig en kamp med mig selv. En kamp med maden, vægten som ikke må falde osv. Det er hårdt virkelig.

Siden i aftes har jeg haft migræne. Har ligget på sofaen hele dagen, har intet kunnet pga smerte. Har kastet op og det hele.. ØV.

Ellers har jeg det ikke særlig godt pt. Synes det hele er sort, og er ret opgivende i forhold til nogensinde at få det bedre. Måske skal man bare indse at rask bliver jeg aldrig? Men kæmper jo alligevel videre.

Bare lige en lille opdatering herfra. Kan være jeg skriver mere en af de kommende dage.

God weekend

Føler mig alene

2011-10-09T09:27:00.000+02:00

Først vil jeg sige tak for jeres kommentarer, rart at vide at I andre kender til nogle af mine tanker og følelser også.

Synes det er svært at være mig lige pt. Imorgen skal jeg både i terapi og snakke med overlægen. Har mest lyst til at ligge i sengen hele dagen idag og imorgen. Kan ikke lige overskue den kommende uge. 5 dage med behandling - puha. Jeg er selvfølgelig indlagt fra tirsdag - onsdag, men alligevel føler jeg mig stresset.

Jeg føler mig ret alene idag. Min kæreste og 3 mænd, er ude og grave halvdelen af vores have op. Den tidligere ejer havde brugt bagsiden til losseplads, så det bliver rigtig rart at få væk. Jeg har bagt boller så der er lidt til dem senere.

Tilbage til jeg føler mig alene. Tankerne kører rundt i mit hoved, et eller andet sted ville jeg virkelig gerne have fred. Eller bare blive forstået 100 procent. Ville ønske der var nogle der forstod det hele, hele mig. Alle mine problemstillinger osv, så jeg ikke skal have en milliard forskellige behandlere. Lige pt er der 3 psykiatere, 1 terapeut og 1 diætist, plus kontaktpersonerne på afdelingen... Alle de mennesker skal jeg forholde mig til hver eller hver anden uge. Synes det er hårdt, for de forstår hver deres ting, og det er delt meget op. De skal hjælpe mig med forskellige ting, synes der mangler en rød tråd... noget der får det hele til at hænge sammen. Ikke nok med jeg ser tingene meget enten eller, eller sort/hvidt, ja så bliver det hele også splittet godt og grundigt op.
Jeg ved godt de gør det i en god mening for at give mig den bedste behandling, men føler mig alligevel ret alene med alle tankerne og følelserne.

Følelser, hvad er det jeg er så bange for ved dem? Kan ikke tackle vrede, det er nok en af de følelser jeg har det allerværst ved. Det er som om det hele snører sig sammen inden i mig når folk omkring mig bliver vrede, sure eller irriteret. Måske det hænger sammen med min mors vredes udbrud i ny og næ da jeg boede hjemme, det var rigtig ubehageligt.

Kunne mærke anoreksiens tanker overtog min krop igår. Savnede følelsen af sult, savnede følelsen af kontrol. Savnede alt jeg kun dyrkede motion og vidste at nu havde jeg styr på det hele. Men har problemer med mit knæ så motion kan jeg ikke dyrke. Men heldigvis var vægten faldet her til morgen. Jeg bør følge min kostplan, men synes det er virkelig hårdt pt. spiser enten for lidt, for meget, kaster op, osv. Christina hvor svært kan det være at følge en kostplan? MEGET svært. Ville sådan ønske det var lettere, jeg går altid ind i det med en tro på at det nok skal gå, men allerede nu få dage efter jeg er startet med den, har jeg problemer. Skal til diætist på center for spiseforstyrrelser på torsdag, må jo snakke lidt med hende om det hele, for puha hvor det går mig på. Men rom blev jo heller ikke bygget på en dag.

Gustav min hund ligger og sover lige ved siden af mig, der er tændt op, og hygger med levende lys. Nyder roen, som bliver afbrudt af at jeg kan høre vaskemaskinen fra bryggerset. Men det er alligevel rart, intet fjernsyn der kører, bare mig og mine tanker. Tror jeg man har brug for engang i mellem.

Savner foredrag, virkelig meget. Men fordi min behandling er så intensiv pt, har jeg ikke rigtig mulighed for at tage med... Desværre. Savner at stå foran så mange mennesker og fortælle min historie. Få respons på de ting jeg har sagt, føle at der er en meningen med at jeg har skulle alt det igennem, som jeg har været.

Sort nedtur igen

2011-10-08T14:33:00.000+02:00

Øv hvor er jeg bare træt af at have dårlige dage. Føler lidt det hele er sort. Overskuddet er ikke det største, men har da fået gjort rent. Sidder lige nu og høre en sang der ofte gør jeg drømmer mig væk i gymnastikkens verden. Savner at have de unge piger jeg har trænet de sidste to år. Men uden tvivl er det også rart at have de små krudtugler, de børn kan give så meget kærlighed uden de selv ved det.

Jeg har svært ved at overskue livet i disse sekunder. Føler lidt en sort tung regnsky hænger også mit hoved. Jeg kæmper for ikke at ryge helt ned i et hul igen, men der er ingen garanti desværre.

Planen var jeg skulle have besøgt en god veninde fra idag til imorgen, men mit overskud og frygten for at være social er bare så stor. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig længere. Og sådan fortsætter tankerne.

Jeg har fået en kostplan i onsdags, indtil videre er idag den første dag jeg har levet efter den. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Tænker lidt at jeg kæmper med den idag, men har jeg ikke tabt mig imorgen, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Har så svært ved at være i min krop, ville ønske Christina kunne slippe ud af kroppen, og komme tilbage til livet. Men mit håb er langt væk.

Nogle gange tror jeg at jeg skal lære at leve med de sygdomme jeg har. Et eller andet sted ved jeg jo godt at jeg nok aldrig bliver rask, og håbet for at få det bedre, forsvinder mere og mere ud i mørket.

Min terapeut sagde engang til mig "Christina du er jo et mælkebøtte-barn". Mælkebøtter kan vokse op igennem asfalt, de er stærke, de er ikke bare sådan lige til at udrydde. Dermed ikke sagt hun ikke har ret. For jo er stærk, ellers havde jeg ikke været i live idag. Men selvom jeg synes det er ulideligt til tider, formår jeg vel på en eller anden måde at komme igennem. Eller betyder det bare jeg en dag siger, "der var engang et mælkebøtte-barn", og giver op? Men jeg ønsker jo virkelig at få et liv, og en familie, skal bare lige finde den rette vej hen til disse drømme.

Ofte føler jeg mig meget alene. Veninder i nærheden har jeg ikke. de er forsvundet gennem alle de år med sygdom. Forstår dem godt. Jeg har haft det meget skidt, og har jeg også stadig i perioder. Men hvis man ikke forstår hvad det hele handler om, er det nok svært at sætte sig ind i.

Opdatering

2011-10-07T07:59:00.000+02:00

Det har været nogle hårde måneder. Jeg har været meget langt nede, hvad resulterede i flere selvmordsforsøg, og en længere indlæggelse på psykiatrisk. Både på åben, og lukket afd. Alle mine behandlere og kontaktperson havde 3 ugers ferie på samme tid, og det kunne jeg vidst ikke lige tackle. Lige pt, går det igen nogenlunde, hverken godt eller helt skidt. Sådan midt i mellem.

Men der er sket meget. Jeg har været på center for spiseforstyrrelser, hvor jeg nu skal komme ca 1 gang om ugen, og blive vejet og snakke om min kostplan. Desværre har jeg rigtig langt derop, så kommer til at bruge hele dagen på det. Jeg har stadig terapi 2 gange om ugen, og hver anden uge ser jeg også overlægen. Som noget nyt er jeg pt også indlagt hver tirsdag - onsdag, de vil prøve at give mig lidt struktur og ro, samt støtte til dagligdags ting. Synes desværre ikke det går så godt for personalet, med at støtte mig.

Jeg har også fået ny diagnose, fik jeg faktisk bekræftet igår. Har nu også OCD, altså tvangstanker og handlinger. Det er selvfølgelig ikke rart, men den medicin jeg får skulle hjælpe imod det. Og bare fordi jeg har fået endnu en diagnose, så ændre det jo intet på hvordan min hverdag ser ud. Den er jo stadig som den plejer at være.

Men hvordan går det ellers? Tjo, synes jeg har meget svært ved at være social pt. Skulle have været oppe hos en god veninde imorgen til søndag, men kan slet ikke overskue at være social. Har mest af alt lyst til bare at ligge under min dyne og gemme mig væk hele weekenden. Bare få slappet godt og grundigt af.
Men føler mig som en virkelig dårlig veninde. Og det irriterer mig at jeg ikke kan overvinde min frygt for at være social. Er bange for jeg ikke kan finde ud af at være social, fordi min veninde kontakt ikke ret meget andet end over computeren eller telefonen. Er så bange for at gøre, sige eller være forkert.

Min familie og kæreste har jeg dog ikke noget problem med at være sammen med. Kun hvis det er familie fester eller sådan. Puha dem er jeg ikke glade for. Og allerede om 1 mdr er der stor fest igen. Min kære farmor bliver 75 år.

Den 20. november ville min morfar også være blevet 75 år. Jeg savner ham rigtig meget, og ville sådan ønske at kom tilbage igen. Men det gør han ikke. Synes min familie klarer det ret godt. Jeg er stadig meget påvirket af hans død. Han var en mand der har haft meget betydning for mig.

Den 13. august i år var det 8 år siden, jeg sidst blev misbrugt af min gymnastik træner. Det tog rigtig hårdt på mig at 8 år var gået og jeg stadig går og har det rigtig rigtig skidt. For ville jo ønske jeg kunne komme videre, leve et liv som alle andre. Men det er vidst ikke sikkert at mit liv nogensinde bliver som alle andres. Vi har alle ting med i vores rygsæk, nogle mere end andre. Men alligevel ville jeg ønske jeg kunne tage nogle ting op af denne rygsæk, og smide dem ud, og glemme at de havde fandtes. Men sådan er det desværre ikke.

Min kæreste går hjemme pt. Det er ret dejligt at han altid er her, rart at vi har tid sammen. Især når jeg er så meget væk hjemme fra.

Jeg er også startet op med gymnastik igen. Hvor er det dog nogle dejlige krudtugler. Der er altså bare gang i de børn.

NÅH !! Men hvordan har jeg det? Tjo har det ikke super godt, men heller ikke super dårligt. Mit humør er nogle dage okay, og andre dage nede i det sorte hul. Håbet for jeg bliver rask er minimalt, og det er selvfølgelig trist. Men efter 9 års behandling, forsvinder håbet bare mere og mere. For føler virkelig ikke jeg får det bedre. Det var flere år siden jeg sidst havde selvmordsforsøg, og pludselig vælter de ned over mig igen. Og jeg er da vildt ked af at have skuffet min kæreste så meget. Ked af at han skulle igennem det. Han er så god ved mig, og så svigter jeg ham bare på den måde. Det har på ingen måde noget med ham at gøre, at jeg havde de forsøg i sommers. Men kunne slet ikke overskue at 9 års behandling stadig ikke har hjulpet :(

Idag skal jeg på jobcenteret her kl.10. Er nervøs som altid. Men nu må jeg jo se hvad hun siger denne gang.

Det var en lille opdatering fra mig.... Beklager jeg har været for dårlig til at få skrevet.

Ville ønske det hele var anderledes.

2011-06-25T15:48:00.000+02:00

Jeg er for dårlig til at få skrevet på min blog, må til at få taget mig lidt sammen.

Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Min kæreste og jeg drømmer om fremtiden. Nyder de drømme. Drømmen om en lille familie. Det får smilet frem på mine læber. Det varmer helt inden i.

Men på samme tid raser sygdommen, den der siger jeg ikke er god nok, den der siger jeg skal tabe mig, at jeg er fed, grim, ulækker... Jeg skal tabe mig, tage mig sammen og få styr på mit liv. Kom nu Christina, du kan godt. TAB DIG dit fede læs. Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne slippe fri fra denne krop, bare få Christina ud af den krop hun lever i, og ind i en anden krop. Men så let er det desværre ikke. Selvom jeg ønsker at blive sat fri fra min krop, ved jeg godt det ikke sker. Jeg skal lære at leve med den krop jeg nu engang har. Selvom det er en svær kamp at indfinde sig med den.

Jeg føler mig ret alene lige pt. Det at jeg ikke kan få fred i mit hoved, gør nok at jeg føler mig mere alene end ellers. Jeg kan sagtens forstå at det må være svært, at forstå hvordan det er at være mig. Tror ikke man kan sætte sig ind i hvor opslidende det er, med mindre man selv har været der.

Overlægen har sendt en henvisning til center for spiseforstyrrelser, de skal på banen nu. Mine behandlere er vidst lidt på bar bund, i forhold til hvordan de skal behandle mig. For der er ikke sket nogle fremskridt siden jeg startede ved dem.

I øjeblikket savner jeg min morfar rigtig meget. Her den 18. juli, er det 1 år siden han døde. Det er første gang jeg har mistet, og jeg glæder mig bestemt ikke til det sker en gang til. Jeg har ikke rigtig forstået at min morfar aldrig kommer tilbage igen. Jeg føler stadig han er her. Ret underligt. Måske det er fordi, jeg ikke så ham i de måneder han var rigtig syg. Der levede jeg jo bare med at han ikke ønskede at jeg skulle se ham sådan. I dag ville jeg ønske jeg havde været med i hele forløbet. Jeg så ham godt nok 1 uges tid inden han døde. Mine sidste ord var "vi ses morfar", selvom jeg godt vidste at det var sidste gang jeg havde set ham, og snakket med ham.
Han var så tynd, og lignede slet ikke min morfar. Den morfar jeg havde kendt i så mange år. Der sad han som skin og ben i en kørestol. Jeg er så ked af at han skulle dø på den måde. Han havde virkelig ikke fortjent at skulle igennem al den sygdom. Jeg nåede lige at vise min morfar et billede af vores hus. Men jeg ville ønske han havde nået at se det i virkeligheden. At han havde nået at se at jeg kunne blive rask, eller at jeg blev til et eller andet. I stedet for bare at sidde herhjemme hver dag. Men jeg får ham ikke tilbage. Desværre.
Jeg har hele tiden tænkt at når man døde blev alt bare sort, og man var væk for evigt. Nu vil jeg hellere tro på at man lever videre og mødes igen et eller andet sted, selvom jeg inderst inde godt ved det nok ikke sker. Men hvorfor kan jeg ellers stadig mærke at han er her? Hvorfor føler jeg ikke at han er død? Hvorfor håber jeg hver gang jeg kommer hjem til min mormor, at min morfar sidder i sin stol.
Det er rigtig hårdt for mig at han er død. Han har haft en meget stor betydning for hvem jeg er idag. Jeg var meget hos dem da jeg var teenager. De betalte min gymnastik og sådanne ting. Hentede mig fra fest, kørte mig til gymnastik, vækkede mig når jeg skulle på arbejde osv. De fleste af de gode minder jeg har fra min barndom er sammen med dem. Måske derfor det er så hårdt at han pludselig er væk.
Det bedste var han fik fred, det ved jeg godt. Men hold da op hvor jeg savner ham.

Det var slet ikke meningen at mit indlæg skulle handle om min morfar. Men på et eller andet punkt var det rart at komme lidt ud med dit tanker. Selvom der er meget andet end lige det der fylder.

Christina <3

11 år siden min konfirmation

2011-04-30T18:58:00.000+02:00

Idag er det 11 år siden jeg blev konfirmeret. Et eller andet sted er tiden gået stærkt, og alligevel føles det som om det er tusind år siden. Der er sket rigtig mange ting i de år, både vildt dårlige oplevelser og lidt gode....

Ellers går det stille og roligt. Har været ude og holde foredrag i denne uge, samt snakket med overlægen to gange. Er taknemlig for jeg har mødt hende. Er startet op på ny medicin, nu må vi se hvordan det kommer til at gå med den, om det er noget der virker...

Hjemme igen

2011-04-16T14:50:00.000+02:00

Jeg blev udskrevet i mandags, så har næsten været hjemme i 1 uge. Personalet på afdelingen kunne godt se at det ikke hjalp mig en dyt, at blive opbevaret på en afdeling, uden noget behandling.

I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.

I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.

Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.

Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.

Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.

God weekend til jer der læser med.

Tvangstilbageholdt.

2011-04-08T17:41:00.001+02:00

Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.

Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.

Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre.

Tanken om at starte i min nye behandling, og vide at det kommer til at tage lang tid - måske endda år inden jeg får det bedre. Vide at jeg måske aldrig bliver rask. Det er hæslig, ulideligt, og forfærdeligt. Når ens største ønske er at være ligesom alle andre. Få uddannelse, job, familie.

Mærker hvordan min spiseforstyrrelse banker på.
Den vil bare ind og styre min liv fuldt ud. Springer aftensmaden over her til aften, det er faktisk nu, men sidder bare her i min egen lille verden. Orker ikke endnu et måltid. Frokosten var ulidelig. Folk der skændes, og råber.

Er der en mening med, at jeg skal igennem alt dette? Hvorfor og hvad er meningen? Vil jo bare gerne være som alle andre.

Min kæreste har været på besøg i eftermiddag. Vi kørte i byen, rart at være lidt væk. Desværre er jeg vildt dårlig til at sige farvel, hader at se folk forlade mig, og vende ryggen til mig. Føler mig så alene bagefter. Frygter jo et eller andet sted at min kæreste en dag siger "Skat nu holder jeg det ikke ud længere". Jeg vil ikke miste ham. Føler pt han er den eneste der virkelig elsker mig. Håber jeg han ved.

Fik at vide idag at der kun er 1 % chance, for at jeg får lov at komme hjem imorgen, når de skal revurdere min tvang. Gid jeg havde bedre ods.

Roderi i mit hoved.

2011-04-01T20:42:00.000+02:00

Indlæggelsen den 7. februar holdte kun 1 uge. Jeg kunne slet ikke indfinde mig, med de mad - regler de havde på afdelingen. Og jeg udskrev mig selv efter at skulle spise ren kødsovs.

Siden da er der sket en del. Er startet i kropsterapi og har fået endnu en ny overlæge... Denne gang den ledende overlæge. En ret flink dame, som jeg har det godt med. Terapeuten i kropsterapi har jeg tidligere gået ved, en meget sød dame. Men ved ikke helt om jeg får noget ud af kropsterapien. Vil nok sige at samtalerne med overlægen, er dem der har givet mest stof til eftertanke.

Pt. har jeg det ikke særlig godt. Kan ikke rigtig overskue noget. Synes det er svært med min nye kontakt person, og nye behandlere. Er nok i et sort hul pt. Kan ikke rigtig se meningen med det hele, og troen på at det nok skal blive bedre med tiden, er svær at finde.

Synes det hele roder i mit hoved. Tankerne kører rundt, med 180 kilometer i timen. Og synes det eneste tidspunkt, jeg har fri fra kaoset, er når jeg sover. Sover også en del i øjeblikket. Kan sagtens sove 11 timer om natten. Men det er et eller andet sted rart, når jeg så har fred for alle de tanker. og følelser der kører rundt i kroppen på mig.

Jeg er glad for jeg har min kæreste pt. Han er god til lige at få givet mig et knus, når der er brug for det. Og jeg er meget taknemlig for, at han prøver at forstå, at overskudet ikke er det samme, når jeg har det skidt.

Kildehøj savner jeg en del pt. Savner at have folk omkring mig, som forstår hvad det hele handler om. Savner at kunne få en snak, når der er brug for det. Synes ikke terapi 1 gang om ugen, er helt optimalt. Måske derfor jeg er i et sort hul igen. Måske er min terapi ikke intens nok. Men de ser min behandling ad med nogle måneder. Så revurderer de om det er nok eller hvordan. Men nu skal min behandlingsplan først laves her den 15. april.

Skal til fødselsdag hos min lille fætter i weekenden. Synes det er svært at skulle tage en facade på pt. Men mon ikke jeg får smilet frem.

Nåh. Det var lidt tanker og et lille forårs pip herfra. Min have er fyldt med blomster, der begynder at springe ud. Det er nu et smukt syn.
<3

Udskrevet fra Kildehøj - snart indlagt igen...

2011-01-22T13:46:00.000+01:00

Den 3. januar havde jeg udskrivnings samtale med personalet på Kildehøj, og blev afsluttet helt fra den 10. januar .... Region Sjælland havde valgt at Kildehøj var for dyrt, og ja så kunne det hele lige så godt stoppe.

I torsdags var jeg så til samtale i distrikt psykiatrien hernede. Lægen var endelig rask igen - efter 3 aftaler der alle blev aflyst pga sygdom. Det var virkelig rart, at få mødt lægen som skal have overblikket over min behandling. Det blev derfor aftalt at jeg skal indlægges snarest, på en lavt skærmet afd. jeg tidligere har været på. Synes det er lidt underligt at skulle tilbage til en afd. hvor jeg tidligere har haft det rigtig skidt pga. min borderline personlighedsforstyrrelse. Og nu skal tilbage pga. en anden problemetik.

Det er rart at blive taget seriøst af mine mennesker der tidligere mente gruppeterapi 1 gang om ugen ville være nok. Rart at de endelig har kunnet åbne deres øjne og se problemet. Jeg blev virkelig forstået til samtalen i torsdags, og trods jeg var afsted selv, gik det hele rigtig godt. Lægen ringer så til mig her i næste uge - håber lidt det bliver mandag han ringer, så jeg får lidt afklaring med hvad der skal ske.

Ellers går det stille og roligt herhjemme. Har fået gjort rent i hele underetagen idag, og regner med at tage første salen imorgen.

Tanker fra

Christina

Frygten for julen...

2010-12-22T21:05:00.000+01:00

Juletræet står lige så pænt pyntet her i stuen. Der er ved at være styr på det hele... alligevel mærker jeg den frygt der hvert år på denne tid indtager min krop. Frygten for 3 dage med mad mad mad mad mad og mad. Jeg har lyst til at skrige, lyst til at flippe helt ud og droppe julen. Føler virkelig ikke jeg passer ind i min egen jul. Har hele tiden sagt det i år blev let da vi selv holder julen, i vores eget hjem, - men nej. Overvejer hvad jeg skal lave til mig selv juleaften, for tror virkelig ikke jeg magter flæskesteg, and, kartofler osv.

Jeg har lige pyntet juletræet færdigt, snestormen er på vej, på vej sammen med julen?

Idag skulle der have været møde med psykiatrien, der skal overtage min behandling. Det blev aflyst pga. sygdom, så nu bliver det tidligst den 7. februar, da min bisidder skal på ferie hele januar. ØV... ville gerne have afklaring omkring hvad der skal ske i mit liv. Jeg hader uvished mere end letmælk... åh... Gid jeg kunne slippe fri for det hele... mærker hvordan jeg igen begynder at blive lidt mere sort i mine tanker, ikke godt. Det var lige så rart at det hele var mere gråt end sort...

Så kort sagt:

På med facaden, og igennem resten af denne uge...

Glædelig jul...

Julen nærmer sig.

2010-12-20T10:27:00.000+01:00

Der er en del der skal ordnes inden jul. Lidt hovedrengøring, 10 rummeter brænde der skal ind i garagen, hente et bord og nogle stole, og købe det sidste inden jul... Jaja.. der er nok at se til.

Derudover har jeg stadig ikke hørt noget om min nye behandling. Håber bare der snart er nyt.
Hader at gå i den uvished der er. Det er så uholdbart, og påvirker mig en del. Men ender sikkert i noget ambulant behandling igen... og så må jeg jo tage den derfra. Bare underligt regionen bevilliger døgnbehandling, og de så pludselig ikke har råd til at have mig på privathospitalet.

"snestormen i min krop"

2010-12-16T22:26:00.000+01:00

Den seneste tid har været meget hård. Mange op og ned ture. Mange timer er gået med uvished. Mange timer er gået med "kæmp imod sygdommen - Christina".. Men jeg kunne ikke rigtig kæmpe... Personalet kunne ikke nå ind til mig... Jeg droppede at spise, valgte mine gamle metoder, frem for de få hospitalet har lært mig..

Tiden er nu endnu engang kommet, hvor svigt på svigt, kravler ind i min krop. Min bostøtte går på barsel, og ved ikke hvad planen er med det. Og ja, region sjælland har valgt at stoppe mit ophold, da det er for dyrt. De vil hellere finde en langsigtet behandling i eget regi. Lad os nu se hvordan det går. Har ikke den store tiltro til, at det kommer til at gå godt...

Men hvordan går jeg så og har det?

Vil give jer et lille indblik i den snestorm der er i min krop...

Klokken er ikke meget over 9, jeg vågner efter en nat, jeg endnu engang er kommet igennem med beroligende medicin. Min krop er træt, meget træt, men min hjerne skriger allerede... "Christina gå nu ned og tis, og så få smidt dit nattøj så du kan blive vejet.." Vægten er stigende, jeg væmmes. Jeg mærker hvordan angsten fylder hvert et lille hjørne. Hver en lille smule fedt på min krop, bliver fyldt med ordene; "TAB DIG, du er klam, ulækker, fed, ingen kan lide dig når du ser sådan ud". Min dag planlægges. Hvad skal der spises?! Hvor meget?! Hvad er tilladt?! osv osv osv... Mens sidder "smølfine" på min skulder og RÅBER "Husk nu at jo mere vægten viser imorgen, desto større en fiasko er du".

Jeg savner min spiseforstyrrelse, og alligevel ikke. Prøver at kæmpe imod, men ved den i sidste ende vil vinde over mig. Ved den har magten - selvom den ikke burde. Men er spiseforstyrrelsen ikke bare hvem jeg er? Er jeg ikke bare Christina der er kræsen? Christina der endnu ikke har lært at spise/drikke dit og dat... "Er du ikke blevet voksen endnu Christina?". Åbenbart ikke. Og måske bliver jeg det aldrig... Altså måske bliver jeg aldrig rask, hvis ordet voksen bliver skiftet ud med det. For voksen er jeg, ihvertfald når det kommer til, hvornår jeg er blevet født.

Disse øjeblikket tilbringer jeg hjemme. Hjemme på slottet, det slot hvor jeg har helle. Det slot hvor mine regler gælder, hvor det kun er mig der bestemmer over mig, og mit liv. Intet personale der kommer og tvinger mig til at spise kartofler, sovs, and osv. Det er rart, men jeg ved også sygdommen kommer til at fylde mere... Men lige nu er det ok.

Pt. venter jeg stadig på indkaldelse i psykiatrien. De ville prøve at indkalde mig i december - Ja så har de snart travlt. Jeg vil meget gerne snart vide hvad de har tænkt sig, at tilbyde mig af behandling... Alt efter hvad de tilbyder, kan jeg vurdere om jeg har en chance for at blive rask eller ej. For som min nuværende læge siger; der er jo en grund til jeg er i døgnbehandling nu, for ambulant behandling er for patienter der godt kan klare udfordringerne, maden, osv, selv... og det kan du ikke".

En lille smule af mig, har lyst til at opgive.... Give op, smide håndklædet i ringen og sige "tillykke smølfine, du vinder, jeg ønsker ikke kæmpe mod dig længere... Tak for kampen". Desværre ved jeg det vil være forkert at være syg resten af mit liv. Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan det ender?

Sådan vil jeg slutte dette indlæg... Slutte det i uvished, lige som hele mit liv er... Hvornår slutter snestormen? Når det bliver forår og sommer? men vinteren kommer altid igen....

Det "gamle liv"

2010-10-27T08:57:00.000+02:00

Det er underligt som man kan savne noget, som man for 6 uger siden, næsten ville dø for ikke at skulle leve med. Men sandheden er jeg savner min spiseforstyrrelse mere end noget andet.
Det har været en rigtig skidt uge, indtil videre. Tårerne har trillet ned af mine kinder. Håbet for at blive rask har slet ikke været til stede. Hårdt, men sandt.
Jeg hader hospitalet langt væk lige pt. jeg skal spise, og det er helt umuligt lige pt. Siden i mandags er flere måltider blevet sprunget over, og til andre måltider er det ikke det hele der er blevet spist. Det er ganske enkelt for svært, og jeg er inderst inde skide bange for nogle af de ting jeg bliver serveret for.

Min tanke var at de første uger blev de værste. Underligt nok synes jeg det er meget værre nu. Det er helt ulideligt nu. Føler slet ikke der er nogen del af mig der vil være rask. Jeg ønsker mig konstant tilbage til lange gå og cykelture, og til kontrol over min mad.

Jeg tager på af at være her, og jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Det er hårdt når man gang på gang man bliver vejet har taget på. Og jeg frygter mere end noget andet, at blive overvægtig. Ser jo allerede mig selv som en stor fed flodhest på to ben, der nærmest ikke kan gå fordi fedtet bare hænger og dingler. puha..

Jeg lavede en aftale igår om at jeg igen får bakke til frokost, da jeg ellers ALDRIG kommer af med nogle af mine madfobier.

Imorgen skal jeg snakke med min terapeut. Håber virkelig jeg får lov at komme hjem på weekend. Magter virkelig ikke en weekend her. Det er nok noget af det kedeligste man kan ønske sig ihvertfald.

tanker herfra.

Kære spiseforstyrrelse...

2010-10-10T19:39:00.000+02:00

"Kære Atypiske Anoreksi..

Gid det var muligt at få dig til at forstå, hvor meget du ødelægger. Gid jeg inderst inde kunne kæmpe 110 procent imod dig, så du ikke skal styre mit liv, mine tanker, min krop. Men som vi begge ved, fylder du hvert et lille hulrum i min krop... du sidder og gemmer dig i hvert et gram fedt på min krop. Fortæller mig hvor fed jeg bliver af at spise maden, nu hvor jeg er indlagt. Du forsøger hvert sekund at fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert. Du vil overbevise mig om at du er vejen frem, ikke det som "eksperterne" mener er det rigtige liv.

Dine regler og krav, er forfærdelige... men samtidig kan jeg ikke leve uden dem. Jeg føler ikke jeg lever længere, føler du forlader mig. På en måde vil jeg have du fylder hele mit liv, at du bestemmer 110 procent over hvert et hul rum, hver hjernecelle. Men på samme tid vil jeg gerne slippe ud af kontrollen. Slippe ud af den evige kamp for at være perfekt.

Men kære Atypiske Anoreksi, mon vi nogensinde kan indgå et forlig?!

Med Venlig Hilsen

den krop du lever i."

Brevet beskriver mit daglige helvede lige pt. Den daglige kamp om hvem der har ret. Hvem der skal leve dette liv. Spiseforstyrrelsen, eller "mig"?! Mig selv som jeg ikke engang selv kender. Hvem er jeg? Der er gået 3 uger nu... 3 uger hvor alle mine regler, ritualer osv har været taget fra mig... 3 uger som indlagt spiseforstyrret patient. Og hvor langt er jeg kommet?! Jeg ved maden bare skal spises. Men maden gør mig jo ikke rask. "Christina du kæmper sådan en flot kamp, det er sejt gået". Men hvad hvis sandheden er, at jeg spiller skuespil 166 timer om ugen, og de sidste to timer går til den individuelle terapi.

Jeg savner at mærke en krop der er tom. Savner at føle jeg selv styre mit liv. Savner at føle jeg har et liv.

Her til aften ved jeg ikke om jeg ønsker, at komme ud af spiseforstyrrelsens klør. Har ikke modet til at fortsætte hvis følelserne ikke forsvinder... De ubehagelige følelser som kommer frem, når maden kommer ind...

Savner savner savner.... men er det værd at savne?!

One week has passed.

2010-09-27T21:59:00.000+02:00

Èn uge er gået. Det har været en meget hård uge, en uge jeg tror de færreste kan forestille sig. Og jeg håber virkelig ikke for andre de skal igennem dette. Nedture på nedture. Tudeture på tudeture. Håb, og et håb der forsvinder.

I weekenden troede jeg det hele var blevet så utrolig let. Måltiderne gled ned, og jeg havde det ikke super svært... desværre fik jeg lige en boksehandske lige i maven idag. Da det kom til morgenmaden, så var der pludselig ikke de samme "regler", som der havde været i weekenden, og kunne slet ikke overskue at skulle spise andet end det jeg havde tilladt mig selv i weekenden. Så det blev mandag igen, og en meget hård mandag. Tror faktisk denne mandag, har været endnu mere hård, end den første for 1 uge siden.

Det er meget svært for mig, at jeg ikke må komme hjem. Føler hele mit liv er gået i stå. Jeg ved inderst inde godt at jeg skal være her, for at jeg kan få et bedre forhold til mad, og blive rask. Men jeg har stadig svært ved, at se, at jeg er så syg som jeg er. Der er ikke mange der "bare lige" kommer ind her. Det ved jeg godt. Og jeg ved at man bestemt ikke kommer her, hvis det ikke er fordi man er syg. Men jeg har svært ved at indse det, eller turde indse det lige pt.
Jeg savner meget min kæreste. Føler mig alene. Savner en til at holde om mig når jeg skal sove. Savner en der kan give mig et knus når jeg har aller mest brug for det. En til at sige jeg er elsket, selvom jeg har spist noget mad, så jeg føler mig som verdens klammeste og fedeste person.

Min far og papmor var her i weekenden, sammen med mine søskende. Det var rigtig rart at de kom. Men også svært, svært fordi jeg ikke tør åbne 110 procent op. Svært fordi jeg så gerne vil passe på mig selv, og er bange for at blive såret, og skuffet som min biologiske mor så ofte har gjort.

Fik at vide her til aften, at jeg er alt for sårbar om aftenen... TAK SKÆBNE ja... Har tudet hele aftenen. Følelserne uden på tøjet. Og kan slet ikke være i min krop, efter at have haft en hel dag hvor den kun har stået på mad mad mad mad mad mad mad... Det er så ufatteligt hårdt.

Det var bare lige lidt for nu. Vil slutte af med at takke familien, og min kæreste. Tak fordi I er her, selvom jeg synes det er så ufatteligt svært. Jeg elsker jer.

De første dage...

2010-09-23T10:53:00.000+02:00

Det har været hårdt at blive revet ud af den ellers så velkendte hverdag. Hårdt at spise ting jeg virkelig ikke tør. Jeg har grædt rigtig meget, været helt ude af mig selv... Her til morgen har jeg fået lov at gå 1 time pr dag. Synes det er en super dejlig fornemmelse. Rart at jeg kan få lov at gå en tur. Det er helt fantastisk. Især fordi det er så svært for mig at være i min krop, når jeg skal spise så meget mad som jeg skal.

Jeg ved inderst inde godt det er for mit eget bedste. Men på samme tid, synes jeg det er så svært, at jeg hellere vil dø og droppe behandlingen. Det med at holde fast er svært. Det er svært at holde modet oppe. Svært at tro på at jeg i sidste ende bliver rask.

Pigerne har været rigtig søde til at tage imod mig. Hvis de ikke havde været det, er jeg ikke sikker på jeg stadig ville være her. Trods jeg ikke føler mig helt tilpas her endnu. Synes det hele er liiiidt underligt stadig.

På mange områder synes jeg at jeg har brug for ro og fred. Synes hele tiden jeg har noget oppe i mit hoved der kører rundt. Måske fordi vi spiser 6 gange om dagen. Det er altså svært at forholde mig til. Puuuha... Jeg håber jeg kan gennemføre, men det bliver så svært :'(

Nu sker det snart.

2010-09-09T08:39:00.000+02:00

Jeg er bange, og endnu mere bange. Bange for at alt det jeg har nu forsvinder. At mit forhold til min kæreste ikke holder fordi jeg skal være væk så længe.

Igår var vi i Ikea, jeg forsøgte at finde lidt jeg kunne tage med. Men synes stadig det er meget svært at skulle afsted. Måske det er fordi jeg endnu ikke ved om det allerede er på mandag. Men inderst inde er jeg bare så bange for det. Jeg er meget glad for vores nye hjem, og at jeg allerede skal forlade det igen, skærer i mit hjerte. Jeg er tryg sammen med min kæreste. Tryg på en sådan måde jeg aldrig har prøvet før. Når jeg er alene, føler jeg mig virkelig alene. Jeg håber jeg får brev idag, eller der snart tikker en mail ind, bare jeg har en dato, så ved jeg hvad jeg har at forholde mig til.

Frygter det bliver svært at sige farvel, når jeg er kommet derop. HADER at sige "vi ses" eller "farvel skat". Jeg elsker ham over alt på denne jord. Og ønsker ikke nogen tid væk fra ham. Men sådan bliver det. Jeg håber virkelig det hele ender med noget positivt. Positiv udvikling på både kærligheds siden og den personlige side.

Dagens tanker. Frygt - Håb - kærlighed - Spiseforstyrrelse - Cutting

2010-09-03T13:29:00.000+02:00

Synes det er svært pt. Svært at forholde mig til at samtalen på Kildehøj, er på tirsdag, men på samme tid også ked af at skulle væk herfra.

Jeg elsker min kæreste over alt på denne jord, og jeg er så taknemlig for at han altid er der for mig. Men uden tvivl bliver det værste og sværeste nok at skulle være væk fra ham, og vores dejlige hjem. Ingen til at holde om mig når de svære aftener, hvor jeg ikke kan finde ro, kommer. Ingen til at give mig et knus, jeg ved er givet af kærlighed. Ingen til at sige "jeg elsker dig skat".

"Glæd dig Christina", jeg hører de ord igen og igen. Men jeg glæder mig virkelig ikke. Jeg kan ikke se hvad der er at glæde sig til. Andre ville da heller ikke glæde sig til at skulle være væk fra deres vante omgivelser. Glæde sig til at ændre nogle vaner, som har præet ens liv i et utal af år. Tænk på hvor mange folk der har svært ved at lade være med at ryge bare. Eller alkoholikere der ikke bare sådan lige kan stoppe med at drikke. Jeg ligger ikke skjul på at jeg ikke glæder mig. Uden tvivl ser jeg frem til at komme hjem igen. Hjem og kunne starte det liv jeg inderst inde ønsker mig, med uddannelse, arbejde osv. Men tiden indtil da, bliver med stor sikkerhed ikke rar. Dog tror jeg også at det er den uvished der ligger hos mig indtil engang tirsdag, når jeg ved hvad der skal ske. Når jeg ved hvornår jeg skal indlægges, når jeg ved ca. hvor længe. osv. Det er svært at forholde sig til at skulle væk, når jeg ikke ved om det sker i næste uge, eller om 1 mdr. Og slet ikke at jeg ikke ved hvor længe.

Jeg er utrolig glad for min fars og papmors støtte. Det varmer utroligt meget at de gennem det sidste år har været der for mig. Inderst inde ved jeg ikke hvordan jeg ville have tacklet det hele, hvis de ikke også var der for mig.

Lige lidt ord til min elskede kæreste hvis han læser med på et tidspunkt :

Skat husk de flyvende drager. Dragerne i maven. Dragerne bærer nu et skilt med ordene "jeg elsker dig min egen". De flyver rundt blandt kærlighed. MIN kærlighed til dig.
Jeg ved godt det bliver svært når vi er væk fra hinanden. Vi har prøvet det før desværre. Men denne gang må vi huske på, at det ikke blot er opbevaring. At når jeg kommer hjem, starter vores fremtid. Starten på vores lille familie. Glæder mig allerede til jeg er rask, kommer hjem, og er i dine arme. Jeg elsker dig min egen solstråle. Tak for alle de ting du gør for mig. ELSKER DIG.

Håbet om fremtiden er der. Håbet om at blive rask. Men jeg mærker også hvordan spiseforstyrrelsen hiver i mig hele tiden. Det er hårdt. Tror endda det er så hårdt at mange der ikke selv har prøvet det, slet ikke kan sætte sig ind i det. Det at man ønsker sig fred og ro, i sit hoved og krop. Men at det ikke kan lade sig gøre på naturlig vis. At uroen konstant er i kroppen. At man hader sig selv, ikke ønsker sig selv noget godt. Fordi man ikke har fortjent det.

Tænker ofte tilbage på da jeg skar i mig selv. På hvilken befrielse det var for mig. Følelsen af fred og ro et kort øje blik. Det lyder sikkert helt forkert. Men desværre sandt. Smerten gjorde jeg ikke mærkede andet. Ikke tænkte på andet. De få minutter det varede var befriende. Desværre sidder jeg den dag idag, med ar op og ned af mine arme. Ar jeg fortryder, og skal leve med resten af mit liv. Tænker ikke over mine ar dagligt længere. Men når der kommer kommentarer kan jeg godt mærke hvordan jeg bliver ked af det. Hvordan gamle minder dukker op. Cutting sker jo ikke bare for sjov. Eller for at få opmærksomhed. Der ligger jo noget dybere i det.

Uden min spiseforstyrrelse og cutting, er jeg ikke sikker på jeg havde overlevet. Det er min redningskrans. Uden den var jeg druknet i alle de følelser jeg havde inden i.

Kildehøj Privathospital.

2010-08-22T16:27:00.001+02:00

Igår kom brevet, om at jeg er bevilliget behandling på Kildehøj privathospital... Jeg har vidst det siden onsdag, men gik først for alvor op for mig igår, da det stod stort på hvidt.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.

Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?

Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.

Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.

Livet kører med 180 km i timen.

2010-08-12T08:43:00.000+02:00

Vil starte med lidt af det praktiske... Vi er godt i gang med at flytte i hus. Lige nu leger vores lille hundehvalp Gustav rundt og leger med sit pivedyr. Næsten lige til at blive skør af, men nu sødt at han kan få tiden til at gå, ved at lege. Glæder mig meget til at vi er kommet på plads her i huset. Det bliver vidunderligt når vi kommer på plads, og får et skønt hjem...

Ang behandling... Puha... det er svært at holde modet oppe. Synes det er en lang sej kamp... Blodprøver, ventetid, og uvished. I næste uge håber jeg der kommer et svar. Så har jeg i det mindste lidt at forholde mig til. Men som alle andre er der jo også ferie i psykiatriledelsen... så vente vente vente. Men er meget spændt på om de bevilliger mig behandling på privathospitalet. Håber meget, de virker til at have forstand på det her.

Jeg er taknemlig for at pslandsforeningen er gået ind i min sag. Uden dem, er jeg overbevidst om, at jeg stadig ville stå samme sted, og ikke vide hvad pokker jeg skulle gøre.

Når sygdom fører til død.

2010-07-21T19:03:00.000+02:00

Min højt elskede morfar er blevet bisat idag. Kræften vandt over ham søndag den 18. juli om eftermiddagen.

Morfar har altid været der for mig, og ikke mindst alle de andre i familien. Han var elsket af alle. Gennem de sidste par måneder har jeg savnet ham uendeligt. Idag er det 2 uger siden jeg så ham i live, og idag sidste gang jeg fik sagt farvel. Lagde den smukke røde rose på hans kiste som det sidste barnebarn. Sendte ham en smuk tanke, med tak for alt det han har gjort for mig. Tænkte at han ikke havde fortjent at dø, men at det var det bedste nu, hvor han var blevet så syg som han desværre var.

Jeg prøver at tænke på alle de gode ting, vi havde sammen. Vi lavede mad om fredagen til mormor kom hjem fra arbejde, ikke noget mad jeg kunne lide, men pølser kunne han da altid lige riste på en pande.

Som det første barnebarn, har jeg heldigvis haft min morfar i 23 år og 11 mdr. Jeg er opvokset med skønne historier fra han var cykel cowboy på bornholm. Om at der var tigere nede i haven, mellem alle grantræerne. Holdte min første børne fødselsdag sammen med ham, i et telt. Holdte 19 nytårs aftener med ham. Vi lavede altid elektriske balloner på min morfars hår, når de skulle op i loftet at sidde. Drille kunne han bestemt også. Forsøge at bilde mig alverdens ting ind, trods jeg nu snart bliver 24 år. Knipse med sine fingre og derefter sparke mig i rumpen.

Min morfar har ALTID været der for mig. Kørte mig til gymnastik, fester, veninder osv. Lånte mig deres internet dagligt (fordi vi ikke havde noget hjemme da jeg var teenager). Søndags ture i skoven, knuthenborg park, og mange mange andre gode minder det kan være jeg skriver om en anden gang.

Men uden tvivl ville INGEN i denne verden kunne ønske sig en bedre morfar.

For 1 år siden fik vi at vide min morfar havde kræft. Det kom som et lyn fra en ellers flot sommerdag. Min telefon ringede "morfar er blevet indlagt"... husker jeg ude og gå tur, og tårerne triller ned af mine kinder, og at min mor siger det nok ikke er så slemt.

Jeg havde ALDRIG troet jeg skulle opleve hvor meget kræft kan ødelægge et ellers perfekt menneske. Min morfar hjalp hvor han kunne indtil foråret i år, hvor dommen lød "vi kan ikke gøre mere for dig". Så gik det pludselig stærkt. Når vi så ham forsøgte han at være den samme morfar som han altid havde været, og jeg er ham taknemlig for det den dag idag. Og taknemlig for ALLE de gode minder jeg har... Og jeg har heldigvis INGEN dårlige. En perfekt morfar, der blevet taget fra os alt alt for tidligt. Han fik en sygdom, der bredte sig med lysets hast. En sygdom han bestemt ikke havde fortjent.

Jeg er rigtig glad for jeg så ham for 2 uger siden... vi vidste begge det var sidste gang, men ordet farvel blev der ikke sagt. Men vi vidste det begge.

Det er første gang jeg har mistet. Første gang en jeg har haft kær er gået bort. Jeg sad på det tidspunkt døden indtraf, og fik det "underligt", som om du ville fortælle at du var du taget fra mig. Jeg tænkte tanken "når jeg kører forbi om 20 min holder hjemmeplejen eller lægen der". Og ganske rigtigt, hjemmeplejen holdt der. Jeg skriver en sms til min mor "er morfar ved at få morfin igen". Det går lidt tid - faktisk ikke længe - trods det føltes sådan - før sms'en kom tilbage... "Han fik fred for ca 30 minutter siden ;-( det var meget fredfyldt). Jeg kørte om til min familie, og sagde farvel til min morfar. Hårdt, men han havde bestemt fortjent at jeg sagde farvel.

Min højt elskede momme sidder nu tilbage. Hun har brug for sin familie nu. Hun er også verdens bedste mormor, og jeg vil NYDE den tid jeg har med hende i fuldedrag.... desværre ved vi aldrig hvornår de tager fra os.

SKRIGER, få fingeren ud af det sted der er højest når I plukker jordbær.

2010-06-28T17:34:00.000+02:00

Kastet rundt i det offenlige system. INGEN vil tage ansvar, ingen vil tage nogle fornuftige beslutninger. Region sjælland lyver mig direkte op i mit ansigt gang på gang. Det er da fint nok Danmark pr. 1. januar i år har fået ventetidsgaranti til voksne psykiatriske patienter.... Den regl gælder bare ikke i region sjælland, og glæder overhoved ikke når vi snakker spiseforstyrrede. Jeg er på mange måder sur, skuffet og meget ked af, at min kamp for et normalt liv, har været så lang. Gennem det sidste år har jeg stået i venteposition, bare ventet og ventet. Henvist til det ene sted efter det andet. Kan det virkelig passe at man skal opgive ALT håb. Kan det virkelig passe at man skal være ved at dø af underernæring før det går op for de offenlige læger hvor indviklet denne sygdom er? Hvorfor er det lige at man bliver behandlet i psykiatrien, hvis det eneste de går op i alligevel er vægt? Grotesk!!

Jeg regner ikke med, jeg er det eneste menneske, der kæmper denne kamp?! Ja netop MENNEKSE, det er mennesker det her handler om. Ikke nogle ligegyldige jordbær der alligevel rådner med tiden. Eller det gør vi spiseforstyrrede jo også så vi endelig har opgivet ALT håb. Så er vi døde!! Men kan det virkelig være rigtigt at vi skal være ved at dø, før de kan få fingeren ud af det sted der er højest når de plukker jordbær.

17. Juni blev jeg ENDNU engang henvist til Stolpegården, imorgen er der gået 8 dage, og de skal have givet lyd fra sig. Men som altid er jeg overbevist om at jeg intet brev får... at det endnu engang bliver en kamp mellem regionerne om hvem der har ret til at behandle mig. Ja region sjælland har ikke muligheden da de ikke har speciale i spiseforstyrrelser... men region hovedstaden har 73 ugers ventetid. Det betyder at jeg kan komme til OKTOBER NÆSTE ÅR... Så stiller jeg bare mig selv spørgsmålet, hvordan det kan være at region hovedstaden har SÅ lange ventelister, når resten af landet (i forhold til) ligger i den anden ende af ventetids-skalaen. Hvad er det de gør, så deres ventelister ikke er over 1 år?

Ved ikke om jeg tør tro på der kommer en dag, hvor mit liv igen kan begynde...

Når hjernen tænker mere end nødvendigt...

2010-06-09T18:40:00.000+02:00

Tankerne kører rundt i mit hoved "Hvornår får jeg svar ang. behandling? Hvorfor er systemet så langsomt... hvorfor, hvornår, hvordan osv " På mange måder er det hårdt at skulle holde hovedet over vande, blive ved med at tro på der er en løsning i den anden ende. En løsning der gang på gang viser sig at være umulig.. Det er nu lidt over 1 mdr siden jeg blev henvist... og i næste uge er det 1 mdr siden jeg var til samtale på hospitalet. Det er skræmmende, at ventetiden (som der ikke burde være der), alligevel er opstået... Havde håbet at nu skete der endelig noget, men nej det gjorde der ikke... Er på mange områder rigtig skuffet over hvordan jeg bliver kastet rundt, og alligevel så bliver jeg overrasket hver gang de sender mig videre. Jeg vil jo bare have det bedre, det er jo ikke fordi jeg stille krav, udover at behandlingen gerne skulle virke...

Jeg har lige været på en lille mini ferie med min kæreste, på mange områder hårdt, og alligevel afslappende, rart at have noget tid med mig. Det er så sjældent vi har tid til det i vores hverdag.

At kæmpe i modvind.

2010-05-23T10:17:00.001+02:00

Jeg har som oftes altid haft den indstilling til tingene, at vi i denne verden er nød til at stå fast og kæmpe, selvom vi møder modvind. Desværre har jeg gennem en længere periode nu, oplevet at vinden ikke har vendt sig. Gang på gang opstår der nye forhindringer, der gør at jeg ikke når målet, som jeg ellers havde håbet og troet på lige var for næsen af mig.

Mit møde med systemet er hårdt. Det er en kamp at finde modet til, at blive ved med at tro på det lykkedes en dag. Systemet har i flere år, nægtet mig behandling for min spiseforstyrrelse. De mente at det ikke var et problem. Torsdag blev jeg mødt af en sød venlig hospitalsdirektør, der bestemt mente det modsatte. Men der var bare lige et problem inden jeg kunne komme i behandling der... Hvem skulle betale?!?!
Den henvisning jeg ellers for to uger siden fik af region sjælland, op til privathospitalet, var ikke den rigtige, og der var derfor ingen penge til at behandle mig.

SUK!!

Endnu gang modvind, endnu gang bliver det håb man har haft, tabt på gulvet... Jeg indrømmer gerne at jeg, havde mest af alt lyst til at give op. Men på den anden side vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde... Velfærdssytem??? Jeg finder ikke meget velfærd når vi snakker psyke... Man bliver kastet rundt i et system, og ingen har styr på noget... Man skal virkelig have en stærk psyke for at få behandling...

Ventetiden er uudholdelig. Dagene går, men der er intet der ændres. Mit liv går videre, og imens kan jeg bare stå og kigge på. Kigge på et system jeg har mistet troen på. Trods det er dem, der sidder på pengekassen. For hvor mange i dagens danmark har mens de er sygemeldt en udbetaling på 88.500 kr pr. mdr. Ihvertfald ikke mig, eftersom jeg har været sygemeldt de sidste 6 år.

Nu skal det hele ikke ende som et eller andet surt indlæg. For jo der er gode ting ved livet, trods sygdom, systemet osv.

De sidste par dage har min dejlige kæreste og jeg brugt ved stranden. Fisket, taget sol, og kigget på solnedgang... Det er et dejligt syn. SMUKT syn... Så for et kort øjeblik kan jeg være fri for tankerne om fremtiden... står bare der, med mit livs kærlighed og kigger på den smukke sol, der langsomt går ned, udover vandet.

Han er mit et og alt. Han er min støtte når andre svigter. Han er altid med mig når uvejret raser...

Hvem er jeg?

2010-05-17T12:27:00.001+02:00

Ofte stille jeg mig selv spørgsmålet "Hvem er jeg"? Svaret jeg finder frem, er altid; "jamen et eller andet sted ved jeg det ikke". Men hvordan kan man som en ung kvinde på 23 år, ikke vide hvem man er? Jeg har alle de ydre faktorer i orden. Bor sammen med min elskede kæreste. Vi har tag over hovedet, bil, katte og kigger i øjeblikket på hus.

Engang havde jeg en oplevelse af, at hvis jeg ikke smilede, jamen så var jeg sur. Er det et krav at jeg skal smile? Er jeg en smilende person? Jeg ved det ikke.

Men hvad er så grunden til, at jeg ikke ved hvem jeg er?

Jeg har gennem min barndom, og ungdom oplevet ting, som mange andre på min egen alder, ikke gjorde. Flyttede en hel del gange. Mine forældre boede ikke sammen. Min mor havde skiftende kærester. Jeg fik halvsøskende både på mors og fars side. Jeg oplevede en hel del ting som jeg efterhånden, vil komme ind på, i min blog.

Tilbage til, hvordan jeg vil, finde ud af hvem jeg er...

På torsdag er jeg henvist til behandling for en spiseforstyrrelse. En sygdom der i mange år af mit liv, har givet mig problemer. Men denne gang er det min sidste chance for at blive rask. Jeg får ikke flere muligheder. Og lykkedes det ikke denne gang, hellere, vil jeg med sikkerhed også selv tvivle på jeg nogensinde kan blive rask.

Jeg har været igennem mange behandlingsforløb siden jeg var 17 år. Opholdssteder, et utal af indlæggelser, psykologer, kontaktpersoner, ambulante behandlere, en psykoterapeut og healer.

Men trods mange menneskers forsøg på at få mig helt ud på den anden side, så sidder jeg stadig her.

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og 6 mdr. Han har været min støtte i gode og dårlige perioder. Han har været der for mig, når jeg ikke har turde falde i søvn. Og når livet har føltes for meget. Han er min store kærlighed. Til tider har jeg dog svært ved, at forstå, at han har kunnet holde ud, at leve med en så besværlig kæreste som mig. Men de gode oplevelser, gode minder, gode perioder, sjove øjeblikke, har sikkert gjort det hele lidt mere tåleligt. Og jeg vil altid være ham evigt taknemlig for, at han har været ved min side gennem al den tid, selvom det har været svært.